Hash
Hash er, bortset fra alkohol, det mest anvendte rusmiddel i verden.
Det udvendes af hampeplanten (Cannabis Sativa L.). Planten indeholder ca. 400 forskellige stoffer, heraf 80 såkaldte cannabinoider. Det er de psykoaktive stoffer i cannabisplanten.
Det bedst kendte cannabinoid er tetrahydrocannabinol (THC), som menes at være det stof, der fremkalder hashens virkninger.
Udseende
Tre almindelige former for cannabis er marihuana, hash og skunk.
Marihuana er et tørt, strimlet grønlig-brunt mix af blomster, stængler, frø og blade fra hampeplanten. Hash er harpiks fra topblade og blomster, der tørres og presses til mørkebrune kager eller plader.
Marihuana indeholder normalt mellem 2 og 5 procent THC, mens hash er stærkere. Ved at udvælge planter og dyrke dem på en speciel måde kan man fremstille 'skunk', der kan indeholde helt op til 25 procent THC.
Indtagelse
Cannabis-produkter bliver som regel røget men kan også spises eller drikkes. Virkningen er hurtigst, hvis stoffet ryges.
Virkninger og bivirkninger
Rusvirkningen optræder ca. 2 til 4 timer efter indtagelsen. Virkningen er mest af alt sløvende. Rusen kan opleves som en let opstemthed, forstyrrelser af tidsoplevelsen og mere intense sanseoplevelser. Man får tit lyst til slik o.l.
Når selve rusen ophører afløses den af træthed.
Hvis man indtager meget store mængder, kan det ske at man ser tingene forvrænget eller ser ting, der ikke findes. Man vil dog samtidig vide at synsoplevelserne er fremkaldt af rusen, så det er ikke egentlige hallucinationer.
Længerevarende, regelmæssig brug af hash kan give problemer med hukommelse og indlæring, forvrænget virkelighedsopfattelse og problemer med tænkning og problemløsning. Man kan gradvist miste sin motivation og interesse for omverdenen.
Hash er ikke direkte giftigt for kroppen (i modsætning til alle andre rusmidler inkl. alkohol). Derfor er der aldrig observeret dødsfald som direkte følge af brug af hash.
Fysiske virkninger
Hjertebanken, fordi pulsen stiger, blodskudte øjne fordi øjets kar udvides, tørhed i munden fordi slimhinderne udtørres.
Ligesom ved tobaksrygning kan længere tids brug medføre problemer i hals, lunger og luftveje samt øget kræftrisiko.
Oprindelse og historie
Hash (cannabis) er blevet anvendt i over 5.000 år som medicin eller i forbindelse med religion. I Europa blev det udbredt fra midten af 1800-tallet, men først i 60'erne blev det for alvor populært som rusmiddel.
Kilde: Uturn
Ecstasy
Ecstasys virkning
Ecstasy er det almindeligt kendte navn for et stof med den kemiske betegnelse MDMA. Det er et stof, som er beslægtet med amfetamin, og virkningen minder også på mange måder om amfetaminens virkning. Ecstasy er dog et endnu mere problematisk stof end amfetamin. Ecstasy er et centralstimulerende stof, som virker i hjernens belønningssystem eller glædes-/velværesystem, på tilsvarende vis som kokain og amfetamin. Ved at bruge ecstasy tilfører man kunstigt hjernen en voldsom stimulans, som øger aktiviteten i de systemer i hjernen, der styrer glæde og velvære. Man kender ikke halveringstiden af ecstasy i kroppen. Derfor ved man ikke hvor længe det er om at blive udskilt fra kroppen. Derudover påvirker ecstasy oplevelser og fornemmelser af sult og tørst, af træthed og af sensualitet og seksualitet.
Ecstasyrusen
Den mest markante rusoplevelse på ecstasy er eufori eller ekstase - deraf det engelske navn. Denne virkning indtræffer i løbet af en halv time efter indtag. Man føler sig godt tilpas, bliver snaksalig, bliver vågen og aktiv og typisk også mere kærlig. Sanseindtryk opleves stærkere, f.eks. musik men også forholdet til andre mennesker.
Denne rus varer mellem 4 og 6 timer på en dosis omkring 120 mg af det rene stof, MDMA. Ved indtag af større doser opnås der ikke en heftigere rus, men derimod får stoffet en hallucinerende virkning, hvor brugeren oplever sanseindtryk, som ikke er virkelige. Hallucinationsoplevelser ved brug af ecstasy er et forgiftningstegn. Det er også almindeligt at opleve ildebefindende, stærk tørst, muskelspændinger, krampe i kæberne, rystelser og svedeture ved normale doser.
Efter rusen er man træt, og man kan blive i dårligt humør, trist og depressiv.
Ecstasy
Ecstasy er et stimulerende og hallucinerende stof, der typisk sælges i pilleform.
Det aktive stof hedder MDMA (3,4-methylendioxymethamphetamin) men pillerne kan ikke sjældent indeholde andre virksomme stoffer såsom: metamfetamin, ketamin, kokain, efedrin eller koffein.
Det kan derfor være svært at vide, hvad det er man indtager og hvilke virkninger (og bivirkninger) man risikerer.
Udseende
Ecstasy sælges oftest i tabletform (50-150 mg). Tabletterne forsynes med logoer, som en slags 'mærkevarer'. De er tit meget farvestrålende. Af og til ses ecstasy også som kapsler, pulver eller i flydende form.
Indtagelse
Som regel sluges tabletterne, sjældnere sniffes stoffet eller det ryges. Meget sjældent injiceres det. Ecstasy betragtes som et 'feststof'. Som med mange andre stoffer bruges ecstasy sjældent alene, men blandes med andre stoffer, alkohol og hash.
Virkninger og bivirkninger
Ecstasy virker både stimulerende og hallucinerende. Virkningen indtræder normalt indenfor 30-45 minutter og varer typisk 4 til 6 timer.
Ecstasy øger energien, forvrænger oplevelsen af tid og rum og øger nydelsen af f.eks. berøring. Mange bruger det til at mindske hæmninger og fremme en følelse af nærhed, empati og seksuel ophidselse. Nogle uønskede psykologiske virkninger omfatter forvirring og angst, depression, paranoia og søvnproblemer.
Nogle undersøgelser tyder på at ecstasy på langt sigt kan øge risikoen for - måske vedvarende - problemer med hukommelse og indlæring.
Fysiske virkninger
Nogle uønskede fysiske effekter kan nævnes: muskelspændinger, rysten, tænderskæren, muskelkramper, kvalme, mathed, kulderystelser, svedtendens og sløret syn. Høje doser af MDMA kan påvirke evnen til at regulere kropstemperaturen, hvilket resulterer i en kraftig stigning i legemstemperaturen (hypertermi). Det kan føre til lever, nyre- og hjerteproblemer. I værste fald død.
Alvorlig dehydrering kan skyldes en kombination af stoffets virkninger og de overfyldte og varme omgivelser, hvor stoffet typisk indtages.
Oprindelse og historie
Ecstasy blev fremstillet i 1914 som et slankemiddel, men det blev aldrig brugt til formålet. Senere blev det i USA af og til brugt i forbindelse med psykoterapi..
Fra slutningen af 70'erne er det blevet brugt som et feststof specielt ved technofester.
Kokain
Kokain er et alkaloid. Et naturligt kvælstof, der udskilles fra koka-blade med kemikalier. Crack er uren kokain. Altså en basisk form for kokain, der er forarbejdet med kemikalier, og derfor indeholder rester af disse.
Udseende
Kokain er et hvidt pulver af krystaller med en let bitter smag. Derfor kaldes kokain også tit "sne" i folkemunde. Crack er forarbejdet til små hårde flager eller klumper i hvide, beige eller gråsorte farver.
Indtagelse
I pulverform kan kokain sniffes gennem næsen, spises, drikkes eller indsprøjtes direkte i blodet. Modsat normalt kokain kan crack ryges. Derfor virker det ekstra hurtigt, men indebærer større risiko for overdosis og død.
Virkninger og bivirkninger
Kokain påvirker centralnervesystemet på næsten samme måde som amfetamin, dvs., at det virker stimulerende, opkvikkende og appetitnedsættende.
Når kokain ryges, indsætter virkningen i løbet af 5-10 sekunder og varer 20-40 minutter. Når kokain sniffes gennem næsen, indsætter virkningen langsommere, topper i løbet af en halv time og varer i alt 60-90 minutter.
Man føler sig energisk, selvsikker, opstemt og udadvendt. Sult, tørst og træthed mærkes ikke. Følelserne forstærkes, herunder angst og vrede, hvis nogen eller noget kommer i vejen. Personen virker overaktiv, selvcentreret, dominerende og er svær at tale fornuftigt med. Pupillerne er udvidede, og musklerne er spændte.
Umiddelbart efter rusen kan der følge en ganske voldsom nedtrykt sindstilstand.
Kokain kan medføre en hurtigt indtrædende psykisk afhængighed, som præges af en voldsom trang til igen at indtage stoffet for at opnå dets rus virkninger.
Fysiske virkninger
Kokain ændrer hjernen kemisk ved at påvirke de signalstoffer, som nervecellerne anvender til at kommunikere med hinanden. I hjernen forstærker kokain først og fremmest virkningen af signalstoffet dopamin, der spiller en meget vigtig rolle for indlæring og belønning af adfærd og dermed for gentagende indtagelse af kokain.
Kokain kan nedsætte hjernens blodforsyning, så dele af hjernen bliver ødelagt. Kokain kan også svække hjertets funktion. Snifning af kokain irriterer næsens slimhinder kraftigt og fremkalder næseblod.
Uden stoffet bliver personen irritabel, nervøs, rastløs, indadvendt og nedtrykt.
Oprindelse og historie
Kokain blev opdaget i slutningen af 1800-tallet og blev bl.a. brugt af Sigmund Freud. Kokain var i århundreder brugt som rusmiddel og som hjælp mod træthed. Det virker lokalbedøvende, og den egenskab blev tidligere udnyttet i lægemidler.
Stoffet var en af de vigtigste ingredienser i de første Coca Colaer i 1886. Den sidste Cola med kokain blev solgt i 1903, da man opdagede skadevirkningerne.
Kokainmisbruget tog fart i 1970'erne, da yuppierne i den vestlige verden kastede sig over stoffet.
Heroin
Heroin er et såkaldt 'opioid'. Opioider er stoffer, der er fremstillet af opium eller er syntetiske efterligninger af opium og har nogenlunde samme virkning.
Udseende
Heroin er et hvidligt pulver, men det kan variere i farven hen imod det brunlige, afhængigt af hvor rent stoffet er.
Indtagelse
Heroin bliver som regel enten sniffet, røget eller indsprøjtet.
Mange begynder med at sniffe eller ryge heroin, fordi de ikke vil forbindes med de negative opfattelser af folk, der sprøjter sig med stoffet. Eller fordi de tror, det ikke er lige så skadeligt, hvilket er en stor fejltagelse!
Virkninger og bivirkninger
Heroin virker ligesom morfin, men det går meget hurtigere og der skal mindre mængder til. Rusen er en behagelig, døsig fornemmelse af lykke. En oplevelse af at alle bekymringer og problemer er væk. Nogle beskriver også en seksuel lystfølelse.
Meget af rusvirkningen holder dog op, hvis man vænner sig til stoffet. Kroppen udvikler nemlig tolerans, så der skal større og større doser til for at opnå samme virkning.
Hvis man ophører med stoffet kan der komme abstinenser. De varierer fra person til person, men kan i den første akutte fase f.eks. ligne influenza. Længerevarende abstinenser (over flere måneder) kan vise sig som træthed, uro, irritation og tristhed.
Fysiske virkninger
Når man har indtaget heroinen, virker den først, når kroppen har omdannet den til morfin og 6-acetyl-morfin, der er de virksomme stoffer. Stoffet påvirker de såkaldte 'opioid-receptorer 'i hjernen. Hjernens celler kommunikerer med hinanden ved hjælp af en slags 'kemisk sprog'. Dvs. ved at nervecellerne udsender, genoptager eller omdanner såkaldte signalstoffer. Det er nogle af disse, som heroinen påvirker.
Opioider (opium, morfin, heroin m.fl.) giver ikke fysiske skader i sig selv. Når man f.eks. bruger morfin som smertestillende middel i de rigtige doser, ser det ikke ud til at der opstår skader på organismen.
Problemerne opstår fordi den illegale heroin er forurenet af andre stoffer eller fordi man ikke kan kontrollere mængden nøjagtigt nok. De fleste dødsfald på grund af heroin sker fordi man får vejrtrækningsstop. Overdoser af heroin påvirker nemlig den del af hjernen, der styrer vejrtrækningen.
Oprindelse og historie
Heroin blev opfundet i 1874 og markedsført af et tysk medicinalfirma i 1898 som hostemedicin og til behandling af mennesker, der var blevet afhængige af morfin. (I begyndelsen troede man ikke at heroin kunne være vanedannende). Navnet Heroin er handelsnavnet for stoffet diacetylmorfin.
I nogle lande (bl.a. England) har man brugt heroin som erstatningsstof i behandling af mennesker med stofproblemer, men er efterhånden holdt op, da resultaterne udeblev.
Det meste opium (bl.a. til fremstilling af morfin og heroin) kommer fra Afghanistan. Mexico er verdens næststørste producent af opium og stoffer udvundet af opium
Kilde: Uturn
LSD
LSD er en forkortelse for det kemisk fremstillede stof Lyserg-Syre-Diethylamid. LSD blev fremstillet første gang i 1938 af kemiske forbindelser i meldøje-svampen.
Det hører til gruppen af stoffer, der betegnes hallucinogener. LSD er også almindeligt kendt som "syre", "trips"," frimærke", "klistermærker"," trækpapir" og "små farver" .
Udseende
LSD er små hvide krystaller, knapt synlige for det blotte øje. For lettere at kunne håndtere stoffet, tilsættes LSD med få dråber på trækpapir. Papiret har ofte sjove og fantasifulde motiver.
LSD forekommer også som tabletter, såkaldte 'Microdots' eller tilsættes få dråber på sukkerknalder eller frimærker.
Indtagelse
LSD lægges på tungen.
Virkninger og bivirkninger
LSD giver en rus med en kraftig forvrængning af sanseindtryk, tankegang og stemning. Det vil sige en psykoselignende tilstand.
Sanseindtryk bliver forvredne, ustabile og påtrængende og man kan høre lyde og se ting, der ikke er der. Kropsoplevelsen ændres, tankerækker brydes, angst- og lykkefølelser forekommer samtidig.
LSD kan give angst, forvirring, panik, aggression og psykotiske tilstande. Ulykker er en stor risiko, fordi brugerens virkelighedsopfattelse forvrænges. Der er således eksempler på, at en LSD rus har ført til selvmord og dødelige faldulykker.
Fysiske virkninger
Fysisk bliver man søvnig og kan få kvalme, man bliver varm og får højere puls og blodtryk. Rusen varer i ti til tyve timer. LSD kan give såkaldte "bad trips", hvor rusen giver en mareridtstilstand, som er domineret af angst, disse kan vare endnu længere.
Brug af LSD (og andre hallucinogener) giver risiko for at få en psykose med forfølgelsesfantasier. Den kan vare nogle dage, men den kan også være længerevarende. Jo større dosis, jo større risiko.
Desuden kan der forekomme såkaldte "flashbacks", hvor en person, som på et tidspunkt har taget LSD, pludselig får ubehagelige rus oplevelse igen, uden at have taget stoffet. Disse kan komme flere måneder efter, at en person har indtaget LSD.
Hvis man tager LSD eller andre hallucinogener jævnligt, skal der hurtigt større og større doser til for at opnå den samme effekt, men der er ikke beskrevet abstinenssymptomer ved ophør af brug.
Oprindelse og historie
LSD kom til verden i 1938, opfundet af den schweiziske kemiker Albert Hoffman. I 1950erne til 1970erne blev der lavet legale eksperimenter med LSD i psykiatrien, men stoffet viste sig i flere tilfælde at føre til selvmord eller alvorlige psykoser. 154 danskere har fået erstatning for mén efter LSD-forsøg.
Stoffet er også blevet eksperimenteret med som sandhedsserum og kemisk våben. I 1960erne blev LSD brugt som "bevidsthedsudvidende stof" i hippiebevægelsen, men man erfarede også i den sammenhæng stoffets alvorlige skadevirkninger
Kilde. Uturn
Snifning
"Snifning" refererer til dampe fra giftige stoffer, der sniffes for at opnå en hurtig rus. Af mere end 1.000 husholdnings- og andre almindelige produkter, som kan misbruges til snifning, anvendes oftest skocreme, lim, toluen, benzin, lightergas, lattergas eller "whippets," spraymaling, rettelak, rensevæske, amylnitrit eller "Poppers," friskluft-spray og lakfortynder eller andre opløsningsmidler.
Udseende
Det kan i sagens natur være svært at beskrive hvordan det sniffede stof ser ud. Fælles for næsten alle stoffer der sniffes, er at de er mærket med en eller flere advarsels markeringer. (bl.a. TX, T, C, Xn, Xi, N).
Indtagelse
Snifning vil sige, at man indånder stoffet igennem næsen eller munden. Snifning kan foregå direkte fra den beholder der indeholder stoffet, som det er tilfældet med lightergas. Andre gange hældes stoffet på en klud og sniffes derfra.
Virkninger og bivirkninger
Den rus man får af at sniffe, minder om den rus, man får af alkohol. De kemiske stoffer virker hæmmende på centralnervesystemet, så man bliver svimmel, usikker i bevægelserne, opstemt og vrøvlet. Nogle bliver aggressive, ligesom man også kan opleve angst. Sniffer man store doser, kan man få hallucinationer, hvor man ser og oplever ting, som ikke er der.
Rusen varer i 30‑45 minutter, og det er ikke udsædvanligt at folk, der sniffer, gør det flere gange i træk. Når rusen er aftaget bliver man træt og sløv, får hovedpine og måske kvalme og opkastning. Det er også almindeligt, at man sover uroligt og får mareridt.
Fysiske virkninger
Snifning er langt farligere end brugen af alkohol. Der er stor risiko for dødelig forgiftning ved snifning.
Snifning af lightergas kan give svære hjerneskader meget hurtigt. Hjernen består af fedtvæv og eftersom gassen er et opløsningsmiddel, der opløser fedt, vil der ske alvorlige skader. Gassen dræber hjerneceller og hjernen skrumper. Den skade som sker på hjernen bliver ikke "gendannet", hvilket betyder at skaden vil være for altid.
Snifningen påvirker åndedrætssystemet og hæmmer vejrtrækning, således at den risikerer at stoppe. Snifning påvirker desuden hjerterytmen og kan give pludseligt hjertestop. Risikoen for overdosering er meget stor, da der er meget lille forskel på den mængde der giver en rus, og den mængde der forgifter.
Længere tids snifning kan skade hjernen og give hukommelses- og koncentrationsbesvær samt en dårlig indlæringsevne. Der er også risiko for skade på nyere, lever og knoglemarv. Nogle stoffer der sniffes kan ligeledes være kræftfremkaldende. Man kan blive afhængig af at sniffe.
Oprindelse og historie
Ifølge sundhedsstyrelsen havde hvert 10. barn i alderen 12‑16 år havde i 2006 prøvet at sniffe lightergas. Grunden til dette overraskende store antal, skal nok findes i lightergassens lette tilgængelighed.
Kilde. Uturn
Alkohol
Alkohol er det mest anvendte rusmiddel i verden og har derfor en accepteret plads i de fleste kulturer.
Det dannes ved gæring af forskellige slags sukker, som typisk findes naturligt i de frugter, korn og andet, som alkoholen fremstilles af.
Udseende
Typisk opdeles alkohol i tre hovedtyper af drikke: øl, vin og spiritus. Øl er verdens ældste form for alkohol og det, der drikkes mest næst efter vand og te. Det fremstilles ved at gære den stivelse, der fås fra forskellige slags korn, hvede, ris eller majs. Som regel tilsættes humle, der giver smag og fungerer som konserveringsmiddel. Alkoholprocenten i øl er typisk mellem 4 og 6%.
Vin fremstilles af druer eller andre slags frugt (f.eks. æbler, blommer eller kirsebær). Vin er længere tid om at gære end øl og alkoholprocenten bliver højere. Typisk mellem 9 og 16%. Hvis man tilsætter destilleret spiritus til vin får man hedvin (portvin, sherry o.l.).
Spiritus fremstilles ved at destillere en gæres væske. der indeholder alkohol. Ved destillering koncentreres alkoholindholdet. (Snaps, vodka, whisky, gin, cognac m.fl.) Spiritus indeholder mindst 20% alkohol. Der kan være tilsat forskellige former for smagsstoffer. (F.eks. lime, vanilje, banan - ja, man kan endda få vodka med baconsmag). Hvis man foruden det smagsgivende stof også tilsætter sukker kaldes drikken likør.
Indtagelse
Alkohol drikkes. Anledningerne er forskellige alt efter hvilken kultur, der er tale om. I Sydeuropa drikkes f.eks. vin jævnligt i forbindelse med mad. Men i mindre mængder, hvor man ikke bliver beruset.
I Nordeuropa er det ikke så almindeligt at drikke alkohol til hverdag. Til gengæld drikkes alkohol i forbindelse med weekend, fester og højtider. Ofte i større mængder, hvor formålet er at blive beruset.
Virkninger og bivirkninger
Alkohols virkning er en blanding af fysiske virkninger i kroppen og virkninger, som er indlærte, fordi alkohol er blevet en accepteret del af kulturen.
Når man mærker den fysiske rusvirkning kan det i nogle kulturer, som den danske, fungere som et signal til at man bliver mere højrøstet, munter, spontan og udadvendt og bryder med nogle af de normer for social omgang med andre, som man underkaster sig i ædru tilstand.
Fysiske virkninger
Alkohol påvirker hovedsageligt hjernen, hvor det virker sløvende eller lammende. Det påvirker nervesystemet, herunder overførslen af visse signalstoffer og sløver sanser, opmærksomhed og reaktionsevne, balanceevne og muskelpræcision.
Oprindelse og historie
Man har kendt til at producere alkohol i mindst 12.000 år og anvendelsen af alkohol kendes fra de fleste egne på jorden. Først og fremmest som øl, men fra for ca. 10.000 år siden også som vin. Vinproduktion kommer sandsynligvis fra området i vore dages Georgien.
Spiritus kunne man fremstille, da man havde lært at destillere. Det kunne de gamle grækere allerede for ca. 2.000 år siden, men første gang man kan læse om at nogen destillerede alkohol var i Italien i det 12. århundrede.
Kilde: Uturn
Amfetamin
Amfetamin er et stof, der virker stimulerende på centralnervesystemet.
Udseende
Amfetamin findes som piller eller pulver.
Indtagelse
Amfetamin indtages gennem næsen, munden eller det injiceres. Navnet "ice", er slang for krystalliseret metamfetaminhydroklorid, og i denne form ryges stoffet. Ligesom 'crack' er kokain til rygning er 'ice' metamfetamin til rygning.
Virkninger og bivirkninger
Virkningerne af amfetamin og metamfetamin ligner kokain, men virkningen kommer langsommere og varer længere. Det virker mellem 4 og 12 timer efter indtagelsen.
Amfetamin medfører opstemthed, forbedret humør, øget selvtillid og det nedsætter appetit og søvntrang. Regelmæssig brug kan medføre at man lettere bliver irriteret og aggressiv, bliver hyperaktiv og får søvn- og spiseforstyrrelser. Senere kan et udvikle sig til en tilstand præget af angst, tvangspræget adfærd, forvirring og i værste fald en paranoid psykose med hallucinationer.
Psykosen er dog altid midlertidig og ophører i løbet af nogle dage eller uger, når man er holdt op med at indtage stoffet.
Fysiske virkninger
Omfatter bl.a. forhøjet blodtryk og puls, søvnløshed, tab af appetit, og fysisk udmattelse.
Oprindelse og historie
Amfetamin blev første gang markedsført i 1930'erne som til behandling af tilstoppet næse. Det blev også markedsført som slankemiddel.
I tabletform blev amfetamin brugt til behandling af bl.a. narkolepsi og ADHD. I dag har det stort set ingen medicinsk anvendelse.
Kilde. Uturn
Steroider
Dopingstoffer hedder egentlig 'anabole og androgene steroider' eller sommetider 'anabole steroider'.
Stofferne bruges af læger til et genopbygge musklerne , f.eks. efter forbrændingsskader. De bruges også til at øge slagtevægten hos dyr. Typisk misbruges stofferne til at få større muskler i forbindelse med styrketræning
Udseende
Findes både som tabletter og til indsprøjtning.
Indtagelse
Dopingstoffer indtages typisk som 'en kur' over nogle dage eller uger i kombination med et træningsprogram. Der indtages ofte mellem 10 og 200 gange mere end ved lægeordineret, medicinsk brug.
De fleste illegale brugere af anabole steroider er enten eliteidrætsfolk, der vil forbedre deres præstation eller det er unge mænd, der gerne vil have store muskler hurtigt.
Virkninger og bivirkninger
Anabole, androgene steroider stimulerer produktionen af protein i kroppen. Derfor virker de muskelopbyggende. (Det er den anabole virkning). Men da midlerne består af enten det mandlige kønshormon testosteron eller syntetiske efterligninger af testosteron, har de også en virkning på kønsegenskaberne (Den androgene virkning). Det er f.eks. testosteron, der påvirker at mænd får skæg og en mørk stemme.
Testosteron kan imidlertid omdannes til kvindeligt kønshormon (Østrogen). Derfor kan en bivirkning være at mandens testikler holder op med selv at producere testosteron. De svinder istedet ind. Mænd kan også blive impotente, sterile og få forstørrede (kvindelige) bryster. Altså det modsatte af det, man gerne ville opnå. Andre bivirkninger kan være hårtab, leverskader, åreforkalkning og psykiske problemer som f.eks. depression.
Oprindelse og historie
Syntetisk testosteron blev først fremstillet i 1930'erne. I 50'erne begyndte stofferne at blive brugt af idrætsfolk. Særligt indenfor atletik og styrketræning. I 1975 blev det forbudt at bruge stofferne ved olympiader og sidenhen også andre idrætsbegivenheder.
I Danmark har det siden 1993 været forbudt at fremstille, sælge, opbevare og bruge anabole steroider til andet end sygdomsbehandling og forskning.
Kilde. Uturn
Ketamin
Ketamin er et bedøvende stof, der har hallucinerende virkninger. Det anvendes som medicin til dyr. Sjældnere til mennesker, hvor det kan anvendes ved operationer og stærke smerter. Som illegalt stof var det meget udbredt blandt fattige i USA i 80'erne.
Udseende
I krystalliseret form er Ketamin et hvidt, krystalliseret (salt-lignende) pulver.
Indtagelse
Ketamin kan indsprøjtes, men kan også krystalliseres og derefter ryges, spises eller sniffes.
Virkninger og bivirkninger
Virkningen af Ketamin, når det bruges som rusmiddel, ligner den virkning, man opnår ved PCP (fencyclidin), som er det stof, Ketamin er udviklet fra.
Man kan få både syns-, føle- og hørehallucinationer, opleve at møde overnaturlige væsener eller befinde sig i en helt anden verden. Man kan opleve at man ikke hænger sammen med sin krop, falder eller ligefrem flyver. Under rusen mister man kropskontrollen, musklerne stivner, man føler ikke smerte og man kan sidde og stirre stift frem for sig.
Bivirkningerne kan ligne psykoser. Man kan få forfølgelsestanker og blive angst, så man opfører sig underligt. Evt. kan man blive voldelig eller forsøge selvmord som følge af disse tanker. det kan medføre forhøjet blodtryk og genere vejrtrækningen.
Fysiske virkninger
Stoffet påvirker dopamin receptorerne i hjernen. Dopamin er et af de signalstoffer, som hjernens celler kommunikerer ved hjælp af. Ketamin nedbrydes hurtigt i kroppen og er som regel ude igen efter et par timer.
Oprindelse og historie
Ketamin blev udviklet i 1962. Det blev først brugt som bedøvelsesmiddel under Vietnamkrigen.
Som illegalt rusmiddel blev det populært ved rave parties og lignende i halvfemserne. Det ses sommetider forhandlet illegalt som en slags 'ecstasy'.
Kilde. Uturn
NBOMe, (25i, 25c, 25b, 2Ci)
NBome (med 25i NBOMe og 25c NBOMe som de mest udbredte). Disse stoffer sælges sommetider som LSD, fordi deres virkning kan være sammenlignelig. (Det koster 20-25kroner for et mærke 25i-NBOMe. Et LSD-trip koster ikke under 100 kroner. ) Der er tale om en helt anden – og meget farlig – gruppe af stoffer.
NBome er et billigere alternativ til LSD, men det er et helt andet stof og meget mere farligt. Disse stoffer sælges sommetider som LSD, fordi deres virkning kan være sammenlignelig. (Det koster 20-25 kroner for et mærke 25i-NBOMe. Et LSD-trip koster ikke under 100 kroner. ) Der er tale om en helt anden - og meget farlig - gruppe af stoffer.
Stofferne blev først udviklet i 2003, men har allerede været skyld i adskillige dødsfald - langt flere end LSD, der har været produceret legalt eller illegalt siden 1937.
For eksempel døde en 18-årig ung mand fra Viborg sidste sommer. Under en rus var han synshallucineret og blev paranoid, hvorefter han sprang ud af et vindue på fjerde sal.Selvom han troede, han var på LSD viste det sig, at det var NBOMe han havde indtaget.
Et potent stof
NBOMe fås som mærker, pulver (hvidt / rosa/ krystal (som MDMA), spray (i væskeform). En dosis er mellem 200 og 1500 mikrogram (1 mikrogram er en tusindedel af et milligram). En rus kræver altså en meget, meget lille og derfor svært dosérbar mængde. Det er en del af årsagen til deres farlighed. Dertil kommer, at der er stor individuel forskel på folks reaktioner, selv ved samme mængde indtag. Og den samme person kan reagere meget forskelligt fra gang til gang uanset at dosis er den samme. Stoffet er med andre ord meget potent og meget uforudsigeligt.
Rusen
NBOMe kan forstærke ens aktuelle sindstilstand voldsomt. Brugerne beskriver både meget dårlige og fantastiske trips. Rusen indtræffer cirka efter 30 minutter, og den kan vare mellem 4 og 10 timer. Men virkningen kan også helt udeblive, og det kan medføre, at folk tager mere for at opnå deres rus. Det kan i sidste ende medføre voldsomme trips. Det drejer sig primært om syns hallucinationer, både med lukkede og åbne øjne. Derudover kan brugere få usædvanlige kropsfornemmelser, realitetsforvrængning, ændrede farver, paranoia, søvnløshed, forvirring og psykoselignende adfærd.
Konsekvenser ved brug
På nuværende tidspunkt ved ingen særligt meget om de længerevarende konsekvenser. Der kan opstå rigtige dårlige trips, nyresvigt, voldsomme muskelkramper, spasmer, søvnløshed, følelsesløshed i flere uger (læber, næse, fingre), nakkespændinger og hævede hænder. Der vil med hallucinerende stoffer som disse næppe være tale om at der udvikles tolerans (afhængighed) for rusens karakter gør, at folk ikke vil tage dem hyppigt og jævnligt.
Stoffernes farlighed beror primært i den lille margin, der er, mellem en rusfremkaldende og en livstruende dosis. Sekundært beror farligheden på, at stofferne sommetider sælges som LSD, (hvor rusen er kontrollerbar på en helt anden måde). Brugeren ved m.a.o. ikke hvad hen / hun indtager. Endelig gælder det for NBOMe-stofferne, som for andre hallucinerende stoffer, at man kan mistænke disse stoffer for at kunne fremkalde psykoser hos disponerede individer.
Lattergas
Af mere end 1.000 husholdnings- og andre almindelige produkter, som kan misbruges til snifning, anvendes oftest skocreme, lim, toluen, benzin, lightergas, lattergas eller "whippets," spraymaling, rettelak, rensevæske, amylnitrit eller "Poppers," friskluft-spray og lakfortynder eller andre opløsningsmidler.
Hvad er "lattergas"
Det kemiske navn for lattergas er kvælstofforilte og har den kemiske formel N2O. Gassen kan lovligt købes i ren form på gaspatroner og fungerer som drivgas til fx flødeskums chiffoner. Gaspatronerne er produceret og tiltænkt industrielle formål og indeholder ren gas, der ikke er opblandet med ilt. Sundhedsstyrelsen har ikke undersøgt gaspatroner på markedet, og vurderingen i indeværende notat beror derfor på en overordnet vurdering af gaspatroner indeholdende ren kvælstofforilte.
Gassen i gaspatroner produceret til industriel brug og den lattergas, der er et lægemiddel, og som vi kender hos tandlægen og jordemoderen, er reguleret forskelligt og under usammenlignelige forhold. Lattergas som lægemiddel, der bruges af sundhedspersonale i behandlings-øjemed, kan ikke sælges frit. Det vil være i strid med lægemiddellovgivningen og strafbart. Lattergas som lægemiddel vil oftest være opblandet med ilt.
Indtagelsesform
Man indtager typisk i gassen, der bliver brugt i beruselsesøjemed, enten direkte fra gaspatronerne eller fra en ballon, hvori man har tilført gaspatronernes indhold. Det er også set, at gassen indhaleres gennem en flødeskumschiffon.
Sundhedsmæssige risici
Indtagelse af gas fra gaspatroner, produceret og tiltænkt industrielle formål kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Idet patronerne indeholder ren gas, der ikke er opblandet med ilt, kan der ved vedvarende inhalation af gassen opstå iltmangel (hypoxi), fordi gassen fortrænger ilten i indåndingsluften. I yderste konsekvens, ved vedvarende inhalation og især ved blandingsbrug med andre rusmidler, kan ren lattergas være livsfarlig, idet kvælning kan indtræde på grund af iltmangel.